Fra sted til sted
I tørvegravningstiden var mange forskellige transportmidler i
brug i Åmosen. Tørven skulle transporteres fra mosen videre ud i
landet, og en stor del skulle fragtes ind til København.
Tørvegraverne skulle også transporteres til og fra arbejde. En del
havde mange kilometer frem og tilbage på arbejde hver dag. Både
tog, lastbiler, cykler og hestevogne blev brugt i Åmosen, når
mennesker og tørv skulle flyttes fra et sted til et andet.
Jernbaner, lastbiler og hestevogne
Der blev i løbet af tørvegravningstiden lagt mange kilometer
jernbaneskinner ud i Åmosen, så tørvene kunne blive transporteret
fra mosen videre ind mod København på en effektiv og hurtig måde.
Det foregik som regel med håndkraft, når tørven skulle læsses fra
hestevogne eller lastbiler over på toget. Ofte blev tørvene læsset
om op til 5 gange, før de nåede deres bestemmelsessted. Bodal, som var det område, Carlsbergs
tørvearbejdere gravede i, var det største tørvebrug i Åmosen. Under
2. Verdenskrig blev der hver dag sendt over 70 togvogne med tørv
afsted fra Bodal mod hovedstaden.
På cykel til København
Cykler var et praktisk og billigt transportmiddel, når
tørvearbejderne skulle bevæge sig rundt i Åmosen. Under 2.
Verdenskrig var det svært at skaffe gummi til cykeldæk. Mange
cykler havde derfor ingen dæk, eller "faste dæk" uden slanger, som
var hårde at køre på. Men cyklen var alligevel et transportmiddel,
man kunne køre langt på. F.eks. cyklede tørvegraveren
Bent Frederiksen som 15-årig ind til København en weekend for
at besøge sin familie. Det var en tur på 72 kilometer hver
vej!