Fra sted til sted Livet i Åmosen Mad i mosen Moseboliger Naturens ressourcer
Skjul billede

Moseboliger

I tiden omkring 2. verdenskrig blev befolkningstallet i Åmosen mangedoblet om sommeren.

Fra nær og fjern

En del af de arbejdere, som gravede tørv i Åmosen, var folk fra lokalområdet. Mange arbejdere kom også helt fra København og andre større byer for at finde arbejde. Nogle arbejdsmænd kom på egen hånd eller i små grupper, mens andre tog hele familien med. I byerne omkring Åmosen voksede omsætningen. Derfor kalder man i Stenlille-området også 40erne og 50erne for Stenlilles Guldalder.

Telte og flyvemaskiner

De fleste af de arbejdere, som havde deres familie med i mosen, lejede sig ofte ind hos lokale. Arbejdsmænd, som kom alene eller i grupper til mosen, boede gerne i telte eller i barakker, som de store tørvegravnings-kompagnier byggede. Bent Frederiksen, der som 15-årig kom til Åmosen fra København for at grave tørv, boede f.eks. i telt sammen med sit arbejdssjak. Men der var også folk, som fandt mere specielle måder at få tag over hovedet på. F.eks. boede en Ingelise Kocks onkel i en gammel bil, mens andre brugte vraget af en nedstyrtet flyvemaskine som bolig.

Familien Kocks skurvogn

Ingelises far Willy Kock var en af dem, som tog hele familien med til Åmosen. Willy, hans kone Agnes og deres 2 børn Ingelise og Kjeld boede og arbejdede i Åmosen i en række somre i løbet af 1940erne. Familien havde en beboelsesvogn, der fungerede som hjem både sommer og vinter. Du kan se billeder og høre Ingelise fortælle om sin barndom i Åmosen under "Kilder".