I tiden omkring 2. verdenskrig blev Åmosen et værdifuldt område
for Danmark. Tørv fra mosen blev pga. den store mangel på
brændstoffer som olie og benzin en meget vigtig energikilde for
både virksomheder og private. Tørveproduktionen blev derfor
gjort mere effektiv.
Store maskiner til at presse og ælte tørven kom i brug, selvom
meget af arbejdet stadig foregik ved håndkraft. Tørven skulle
tørres og stables, og der blev lagt jernbaner ud i mosen.
Hestevogne og lastbiler kørte tørven til jernbanen, hvorfra den
kunne læsses på tog, der bragte den ind til København.
Store virksomheder opkøbte jord i mosen for at skaffe tørv til
deres produktion.Flere tusinde mænd, kvinder og børn flyttede i
sommermånederne ud i mosen for at tjene penge på tørven. Det var
hårdt arbejde, men der var gode penge at tjene.
Fotografier, film, avisartikler og personlige beretninger giver
os et indgående billede af livet i Åmosen i tørvegravningstiden. En
del af de mennesker, der som børn og unge oplevede tørvegravningen,
lever stadig og kan fortælle om deres fortid som tørvegravere eller
som børn af arbejdere i mosen.
Gå på opdagelse i billedet og find de fem temaer, der kan
fortælle mere om Tørvegravningstiden!