Mad i mosen
Åmosen var et af stenalderjægernes største spisekamre. Det var
ikke kun større dyr som kronhjort, vildsvin og elg, der var på
menuen. Også bær, nødder, vilde planter og store mængder af fisk
fandt vej til stenaldermenneskenes maver.
Fra hundelort til hasselnødder
Arkæologernes udgravninger af bopladser i Åmosen afslører
affaldsbunker, knogler og rester af forskellige slags måltider. Der
er fundet alt fra knækkede hasselnøddeskaller til spor af
forskellige slags bær i rester af afføring fra mennesker. Man har
endda også fundet hundelort på bopladserne. Menneskets bedste ven
er i Jægerstenalderen bl.a. blevet fodret med fisk.
Alt godt fra havet
Åmosens befolkning nøjedes ikke bare med at jage i sumpen og
skoven. En meget stor del af jægerstenalderens kost bestod af fisk
- både ferskvandsfisk fra mosens åer og søer, men også fisk og
andre dyr ude fra havet. I Åmosen er der fundet
sælknogler og hvalknogler, som må være transporteret ind til
mosens bopladser ude fra kysten- måske som medbragt madpakke.
Du bliver hvad du spiser
Hvis et menneske har spist meget mad fra havet som f.eks. fisk
og skaldyr, kan det måles i knoglerne. Undersøgelser af knogler fra
Åmosen viser, at jægerne i meget høj grad har levet af mad fra
havet som sæl, muslinger og fisk. Jægerstenalderens mennesker har
altså ikke bare boet i Åmosen, men har også levet ude langs
kysten.